Efter at min bedste ven, Ronnie, blev diagnosticeret med kræft første gang, indgik vi en pagt: at selvom vi var adskilt af geografisk afstand, ville vi herefter, resten af ​​vores liv, afsætte en weekend sammen hvert år til vores jubilæum .' I Bibelen er hver 7^thårs vækstsæson skulle holdes brak, så markerne kunne regenerere. Hvert 7. år skulle kaldes 'Jubilæet', et meget specielt år, der kun skulle opleves én gang i livet.

Og da vi nu var så bevidste om livets skrøbelighed, og hvordan det kunne tages fra enhver af os til enhver tid, besluttede Ronnie og jeg at stræbe efter at leve hvert år, som om det var et jubilæum, og at legemliggøre det og vores udødelige venskab under dens årlige fejring. I hvert jubilæum skulle vi skifte roller. Værtens rolle var at planlægge detaljerne til en vidunderlig og fornøjelig weekend, der skulle deles sammen. At give alt for Gæsten. Gæstens rolle var at tillade sig selv at blive overgivet til. En langt sværere rolle.

Jubelårets ånd var at antage betydning for alle ting. Så når vores ønsker eller planer blev knust, i stedet for at beklage vores skæbne og komme videre, skulle vi stoppe op og se nærmere. Indtil MENING dukkede op og skæbnens plan blev afsløret. Dette er en fortælling fra vores sidste og største jubilæum.

Til denne begivenhed havde jeg et år tidligere reserveret en suite på Ahwahnee Hotel i Yosemite National Park i hjertet af efteråret. Da vi kørte dertil, talte vi om vores kærlighed til efterårsvinden og La Mistral, de legendariske vinde, der fejer henover det sydlige Frankrig. Og vi spekulerede på, at hvis vinden skulle være med os denne weekend, ville John Muirs ånd, Yosemites skytshelgen, måske slutte sig til vores side og give os flugt med bladene.

Morgenen efter vi ankom, gik vi ud på dagen. Ronnie havde aldrig været i Yosemite før, og derfor havde jeg planlagt en dag med dets mest vidunderlige skatte. Først en køretur ud over dalen og over bjergtoppen til Glacier Point. Derefter en kort vandretur for at observere panoramaet og videre til Grove of Redwoods, verdens ældste levende ting. Endelig en tilbagevenden til dalen i skumringen i tide til middag ved solnedgang på Ahwahnee Hotel.

Men ved El Capitan Peak, lige før jeg forlod dalen, bemærkede jeg et uforklarligt ubehag. Jeg spurgte min ven, om han også følte det, og han bekræftede ja, at han også på en eller anden måde følte denne kakofoniske angst midt i sådan en pragt. Vi stoppede bilen og diskuterede vores situation. Det, der dukkede op, var, at med så megen uendelig herlighed foran os, med alle de uendelige vidundere 'ud over bjergtoppen', kunne vi ikke tillade os at have fuldt ud, men én ting. Den eneste ting. NUET. Fordi så meget havde vi ønsket det hele, kunne vi derfor ikke have noget fuldt ud.

Så vi besluttede, at vi i jubilæets ånd MÅTTE opgive vores planer og være parate til at opgive alt 'ud over bjergtoppen.' Vi besluttede, at det skulle være her, hvor vi ville stille vores stand, og hele dagen, hvis det skulle være nødvendigt. Vi vandrede hen over engen og sad under et ahorntræ rigt med løv. Føler mig så mæt, men alligevel så trist og bittersød. På et tidspunkt rejste min ven sig og gik tilbage fra træet. 'Da jeg var en lille dreng, havde vi en leg. Om efteråret stod vi under et træ som dette, og når vinden blæste, prøvede vi at fange et faldende blad i vores hænder. Vi troede på, at hvis bare man kunne fange den, før den rørte jorden, så ville der helt sikkert ske noget vidunderligt.'

Ingen af ​​os kunne dengang have vidst, at Ronnie var døende. Men uden at jeg vidste det, havde han mistænkt det.

Indtil det øjeblik havde efterårsvindene blæst uophørligt hele dagen. Men i det øjeblik Ronnie stod op og ventede, var der kun pludselig ro. Ro og stilhed. Og ikke ét blad falder fra træet. Efter et stykke tid kiggede min ven op, og som om han bad, hviskede han 'vær venlig!' Og på et øjeblik, som fra ingen steder, et vindstød. La Mistral! Flere blade flød ned, Ronnie jagtede dem med glæde. Men faldende blade er ikke så lette at fange. Du forpligter dig til at køre én retning, i det næste øjeblik bliver de blæst i en anden. Ingen blade. Ikke desto mindre kunne vi ikke tro, hvad der lige var sket!

Et par minutter mere, i gribende stilhed, og min ven rejste sig igen. Men stadig var luften kun rolig. Og denne gang, med en stemme højere nu, endnu mere bedende, råbte han til himlen, 'VENLIGST!' Igen, om et øjeblik, vinden. Kun denne gang et større, mere insisterende udbrud. Endnu flere blade blev løsnet fra træet. Men som før kunne min ven ikke fange noget blad.

For en sidste gang så Ronnie op og stirrede ud i evigheden. Jeg lærte aldrig, hvad der var i hans sind i det øjeblik, men jeg så tårer dannes i hans øjne, tårer falde til jorden. Og for en sidste gang, som om selve hans LIV afhang af det, og som om fra bunden af ​​hans sjæl, tryglede han og proklamerede til skyerne, 'VENLIGST!'

Stilhed. Straks en lav hvirvel. Højere, hårdere. Nu et vindstød, nu et brag, nu et HULEN! Og DENNE gang blev der blæst TUSINDE blade, og denne gang fangede Ronnie sit blad. Og i præcis det øjeblik mærkede jeg, som slappede af under træet med strakte arme, et snurren i min håndflade og lukkede min næve om... et BLAD, som var faldet direkte ind i min hånd!

Vi så på hinanden med kærlighed og taknemmelighed og blev enige om, at det nu var tid til at gå videre med vores dag. Og som skæbnen ville have det, så vi det hele! Vi så Glacier Point, vi så panoramaet, vi besøgte Redwoods, de ældste levende ting, vi nåede tilbage til Ahwahnee Hotel LIGE i tide til middag ved en strålende solnedgang.

Min ven døde seks måneder senere. Men før han gjorde det, erkendte han, at han havde skimtet evigheden. Og evigheden slutter ALDRIG! Ronnie, du FANGER bladet! Bladet var liv, et kort øjeblik faldt i vinden, før det vendte tilbage til Jorden, hvorfra det kom fra…… og der skete helt sikkert noget vidunderligt!

Om forfatteren:
Dr. Friedman er en klinisk psykolog, der for nylig har flyttet sin private praksis til West Los Angeles fra San Mateo, Californien efter 25 år. Han har specialiseret sig i psykoterapi for voksne og unge med en særlig interesse i tilknytningsteori, interpersonel neurobiologi og mindfulness-praksis. Han er på det kliniske fakultet på Chope Hospital i San Mateo og Wright Institute i Berkeley og har været ansvarlig for at arrangere efteruddannelsesprogrammer for San Mateo County Psychological Association i de sidste 10 år.