Hvad skal en forælder gøre, når de spørger deres barn 'Hvad skete' og bliver mødt med 'Jeg kan ikke huske', 'Jeg gjorde det ikke' eller 'Jeg ved det ikke?' Dette kan være meget frustrerende, når vi forsøger at finde ud af træfninger mellem søskende og er forvirrede over sådanne undvigende reaktioner. Disse svar forpurrer vores mål som forældre om at lære børn, ansvar, respekt, hensyn og ret fra forkert. De kan få os til at spekulere på, om barnet i virkeligheden ikke husker eller lyver, hvilket så yderligere kan opildne situationen. Ofte tyr vi til enten at give op eller udmåle konsekvenser, så vi kan komme videre med livet. At grave i disse konflikters natur kan dog give uvurderlige muligheder for at understøtte netop den sociale og følelsesmæssige udvikling, vi stræber efter.

Børn undgår nogle gange at svare på 'Hvad skete der?' hvis tonen rammer dem som hård, anklagende eller hvis de frygter konsekvenserne. Ofte bliver vi som forældre stramme i vores tonefald, fordi vi er bange (som når nogen er såret) eller vrede (som når noget går i stykker). Når alt kommer til alt, hvem melder sig frivilligt til at stå over for en inkvisition! Vores første skridt er at styre sikkerheden og derefter at styre vores tone. En neutral tone er mere tilbøjelig til at invitere til et svar end en, der er frygtsom eller kritisk.

Når vi har moduleret vores tone, er vi nødt til at overveje, hvad fordelen er for barnet at 'ikke huske'. De fleste af os, når de konfronteres med en autoritetsfigur, vil først forsøge at undgå eller forklare os selv. Hvor mange af os, når de blev trukket over af en politimand for at køre for stærkt, siger: 'Du fik mig, jeg skulle 85?' Børn lærer at håndtere spændingen mellem deres ønsker/impulser og grænser/regler. Det er en færdighed, der skal udvikles. Direkte konfrontation kan ofte udløse skam og angst. Et simpelt skift til at fokusere på at få en sammenhængende fortælling om begivenheden er et værdifuldt værktøj, vi kan bruge som forældre til at hjælpe med ansvarlighed. Ved at gøre dette omdrejningspunkt kan angst sænkes. Når angsten er sænket, kan der ske læring. Fortællingen kan være langt mere kraftfuld til at hjælpe et barn med at lære om, hvad der udløser deres impulser, og det er mere sandsynligt at håndtere grænser. Når dette er forstået, kan passende undskyldninger (interpersonel social reparation) og konsekvenser overvejes.

Der er en anden ting at huske på, hvis et barn har svært ved at forklare begivenheder på en klar organiseret måde som svar på åbne spørgsmål. Børn med indlæringsvanskeligheder, ADHD eller børn på det autistiske spektrum kæmper ofte med sekvensering af deres tanker, ordfinding og perspektivtagning. Hvis der er svagheder i barnets udtryksfulde sproglige evner, er det bedst at overveje, hvordan man stilladserer spørgsmål, der reflekterer over, hvad der skete, i stedet for at spørge: 'Hvad skete der?' Spørgsmål som 'Hvem var der?' 'Hvad lavede du før?' 'Hvad skete der så?' 'Jeg spekulerer på, om det fik dig til at føle dig (ked af det/gal/såret/osv.)?' 'Hvis du havde det sådan, hvad gjorde du så?' kan være meget behjælpelig med både at afklare konflikten på kort sigt og samt understøtte udvikling af sekvensering og perspektivtagning på længere sigt

Endelig kan et barn få en sekundær gevinst ved at påstå, 'Jeg ved det ikke' eller 'Jeg gjorde det ikke.' Når det er en søskendestrid, kan det nogle gange få os som forældre til at gætte og straffe det ældre barn, som 'burde vide bedre'. Dette kan desværre belønne adfærden hos det yngre barn, der lykkes med at få den ældre søskende i problemer. Alternativt kan den søskende, der ikke 'kommer i problemer', finde det givende, hvis de har succes med at aflede ansvaret for deres handlinger. Et andet uheldigt resultat kan være, at vi af frustration giver en konsekvens uden en klar fornemmelse af, hvad der skete, hvilket åbner mulighed for fremtidige misforståelser. Dette kan så sætte gang i en cyklus af søskende, der provokerer hinanden, da de fortsætter med at kommunikere deres frustration og vrede med hinanden ved at handle ud.

I sidste ende skal der være tillid for at lære ansvar, respekt, omtanke og ret fra forkert. Tillid etableres, når der er forståelse. Der kan være mange vejspærringer på vejen til at få en fortælling og opbygge forståelse i et skænderi. Men at lette denne proces, på trods af hvor frustrerende det kan være, er besværet værd.