Når vi træder ind i verden, går vi fra et isoleret miljø til et, der er fyldt med udfordringer. Vi skal lære at navigere rundt i både forventede og uventede hændelser. Det er en rejse, der er lettere for nogle og sværere for andre. Som voksne kan det være let at overse den proces, vores børn gennemgår for at udvikle de nødvendige færdigheder til at håndtere disse op- og nedture. Mellem forældrenes grænser, skolearbejde og opbygning og vedligeholdelse af venskaber står vores børn over for mange muligheder for at lære at kæmpe. At lære at stå på ski kan være en nyttig metafor til at reflektere over, hvordan vores børn udvikler følelsesmæssig regulering, eller deres evne til at forstå deres følelser som en ressource til at navigere i livets svære øjeblikke.

Når de lærer at stå på ski, vil nogle børn begejstret trække i deres gear og omfavne de klodsede støvler og ski på deres fødder. De er rolige, selvsikre og ser ud til at acceptere nyheden uden tøven eller forsigtighed. Med hensyn til følelsesmæssig regulering repræsenterer disse børn to måder at vise sig på. Det kan være de børn, der impulsivt kaster sig ud i nuet med ringe bekymring for konsekvenserne, eller de kan være børn, der respekterer udfordringen, men som har en afslappet måde, når de tester og strækker deres grænser.

Andre børn kan dog finde processen med at geare op mere skræmmende. Hvert trin mødes med tøven og ængstelse: at trække i lag af omfangsrigt tøj, klemme sine fødder i stive og uforsonlige støvler og så have hver fod spændt fast på et langt bræt, der glider på sneen. Disse børn reagerer på ukendte situationer med frygt, modstand, undgåelse eller vrede. De kæmper med nyheder, forudser det værst mulige resultat, føler sig overfaldet af de ubehagelige fysiske fornemmelser eller bliver demoraliserede, når de ikke kan koordinere deres kroppe med succes i denne nye oplevelse.

Selvsikkert eller tøvende skal barnet til sidst vende ned ad bjerget. Vi forventer ikke, at begyndere skiløbere starter med sorte diamanter, det mest ekstreme terræn, og vi forventer ikke, at vores børn håndterer livets sværeste problemer med det samme. Ligesom instruktører hjælper nye skiløbere med at udvikle deres færdigheder på gradvist udfordrende pister, er det omsorgsfulde voksnes (forældre, lærere, trænere) opgave at hjælpe børn med at lære at regulere deres følelser gennem gradvist udfordrende situationer.

For at komme sikkert ned af bjerget skal den dristige skiløber lære at respektere terrænet, mens den forsigtige skiløber skal lære at se ind i terrænet. Uanset hvad, så skal skiløberen engagere sig i oplevelsen for at lære at håndtere den. På samme måde kan følelsesmæssig regulering kun læres ved at gøre det. Vores børn skal møde modgang og klare oplevelsen for at opnå de færdigheder, der er nødvendige for at navigere med succes i fremtiden. Hverken at være flippig eller fej giver mulighed for at lære at klare sig, når man møder modgang. Som voksne er vores opgave at give støtte og opmuntring til at hjælpe dem med at udvikle værktøjer til at få succes i denne proces.

Mens skiløbere starter på kaninskråningen, kan børn begynde at lære følelsesmæssig regulering, når de står over for et ødelagt legetøj eller skuffelsen over at blive fortalt 'nej'. Skiløberen lærer at finde kontrol ved at arbejde med, frem for at kæmpe imod, bjerget, og barnet lærer at berolige sig selv ved at acceptere, i stedet for at bekæmpe sin virkelighed. Det er i svære øjeblikke, at vi lægger grundlaget for at opbygge modstandskraft og tolerance. Med tid, øvelse og vejledning fra tålmodige og omsorgsfulde voksne kan børn vokse deres evne til følelsesmæssig regulering.

Som forældre eller omsorgsfulde voksne påhviler det os at vide, hvornår udfordringen er overskuelig for barnets erfaring og færdighedsniveau. Nogle gange er vi nødt til at træde tilbage for at lade barnet kæmpe selvstændigt ned ad bjerget. Andre gange kan vi være nødt til at sætte grænser eller yde mere støtte, når barnet mangler den rette dømmekraft eller erfaring.

Ligesom vi kan opfordre en ny skiløber til at flytte til en let mindre stejl grøn bane i stedet for en stejl og ujævn dobbelt sort diamant efter kaninskråningen, kan vi være nødt til at hjælpe med at give retning til et lille barn, der tager en udfordring, han ikke kan sikkert styre. Alternativt kan vi være nødt til at tvinge barnet til at se sin frygt i øjnene og tage en mere udfordrende hældning. For at vokse skal han kæmpe sig gennem udviklingsmæssigt passende udfordringer. Når voksne redder børn fra denne oplevelse, som når de kæmper for, at en lærer skal ombedømme en opgave, kan barnet udvikle en falsk følelse af selvtillid og være dårligt forberedt til at klare den næste, mere vanskelige situation.

Efterhånden som skiløbere bliver mere avancerede, bliver det mindre besværligt at geare op og kontrollere deres ski og skabe plads til nye udfordringer. Nu er de måske opmærksomme på at navigere andre skiløbere på bakken, iskolde pletter og muligvis endda deres egen træthed. Skiløberens færdighedsniveau og erfaring forudsiger, hvor kompetent eller yndefuldt man kan klare disse nye udfordringer. Det er dog vigtigt, at enhver skiløber kan miste kontrollen. Det meste af tiden er man i stand til at komme sig hurtigt, men nogle gange kan skiløberen tage en dag, eller endda en sæson, om at komme sig. På samme måde kan vi forvente at møde nye, mere nuancerede udfordringer, efterhånden som vi vokser op og indgår i mere komplekse situationer og relationer.

Der vil være succeser og fiaskoer, men målet er at fortsætte med at lære og blive mere behændig. Ligesom skiløb er processen med at udvikle følelsesmæssig regulering en livslang proces, der kræver kontinuerlig øvelse og finpudsning af færdigheder. Og når fiasko sker, fordi det vil ske, er det vigtigt at komme op igen og reflektere over, hvordan man bedre kan forberede sig på at møde den udfordring igen.

Følelsesmæssig regulering er grundlæggende for succesfuldt at navigere i livets uundgåelige drejninger. Som forældre og støttende voksne kan vi facilitere udviklingen af ​​robusthed. Der er mange spørgsmål at huske på for at understøtte dette mål. Hvad er barnets færdighedsniveau? Hvad er terrænet/udfordringen? Er mit barn modigt, frygtløst eller overmodigt, kræver det grænser for at forblive sikkert? Er mit barn frygtsomt, forsigtigt eller for forsigtigt, og har brug for støtte til at håndtere udfordringer? Tager min frygt fat og slår bump ned, som barnet skal lære at navigere?

At betragte processen med at lære at stå på ski som en metafor for at lære at regulere eller håndtere følelser kan hjælpe os med at holde det større billede i tankerne. Hvert barn kommer til udfordringen med sine egne unikke styrker og svagheder. Processen er derfor speciel for hvert barn. Øvelse med små kampe er nødvendig for at opbygge kapaciteten til at klare de større kampe, der uundgåeligt vil komme i deres teenage- og voksenår. At falde, rejse sig igen og gå i gang igen er alle en del af processen. I sidste ende handler det om at forberede vores børn til at opnå færdigheder til at møde udfordringer og sikkert navigere i det uforudsete terræn, der ligger forude på deres livs rejse.