Min bror eksisterer nu kun i hukommelse, form og træk slettet fra den fysiske verden. Jeg kan høre hans staccato grine, genkalde hans smil og huske tonen og kadencen i hans stemme, men jeg kan ikke røre ham, klemme hans skuldre eller endda give ham et venligt stik i armen. Jeg kan ikke spørge ham eller nogensinde kende svaret på, hvad der drev ham af en stige til et andet rige – et, som jeg ikke er en del af og ikke har adgang til.

Vores liv er sammensat af historier. Nogle fortæller vi os selv, og andre tilføjer til fortællingen. I kølvandet på min brors selvmord er den eneste konklusion, jeg er kommet til, at vi skal passe på de historier, vi fortæller os selv, og hvad de får os til at tro. Selvbiografier er ikke nødvendigvis et faglitteraturværk.

Hvis stemmen i vores hoved fortæller os, at vi ikke er gode, beskadigede, mindre end hæderlige eller uværdige, kan det virke som om at tage sit eget liv er en plausibel løsning på, hvad der ser ud til at være uløselige problemer. Men er det virkelig sandheden? Hvis vi kaster et lys over mørket, vil vi måske finde det, der skræmmer og gør os ondt, men er det ikke sådan, at vi også vil belyse de gaver, der er iboende i hver enkelt af os? Gaver så uvurderlige og unikke, at det er ufatteligt, at man ville ødelægge selve essensen af, hvem og hvad de er, inklusive smerten. Min brors bevidste ofring af sin kostbarhed efterlader mig berøvet og stum. Der er kun ubesvarede spørgsmål tilbage: Fortrød min bror sin sidste handling? Havde han et øjebliks klarhed, der fik ham til at ønske, at han ikke var gået ned af stigen? Kunne den kærlighed, vi havde til ham, have hjulpet ham tilbage fra randen? Vidste han, hvor meget hans familie og venner elskede ham? I sidste ende, betød noget af det noget for ham?

Det ser ud til, at hvis jeg kan finde svaret på disse spørgsmål, vil det forfærdelige sidste øjeblik blive vendt, og jeg vil have min bror tilbage. Men i stedet undrer jeg mig - og håber - at han fandt den fred, han kæmpede for at opnå, mens han var på denne jord. Men hans afgang har berørt noget i mig: Hvorfor er jeg okay, når han ikke var det? Hvordan kommer jeg videre, når han ikke kunne? Hvordan finder jeg mening i et liv, som han afviste?

Da vi voksede op, havde vi en ven af ​​familien, som var en kendt psykolog. Da hans patienter gav udtryk for, at de ønskede at begå selvmord, var hans svar: 'Hvordan kan jeg hjælpe?' Selv som 10-årig chokerede dette mig. Det så ud til at svare til at lade kuglerne i en pistol, men Earl forklarede, at spørgsmålet – uden fejl – fremkaldte to svar. Den ene var, at folk var så forargede og vrede over hans forslag, at de faktisk ønskede at dø, at det genforbundne dem til deres livskraft og fjernede al apati. Den anden var, at Earls brutale ærlighed og urokkelige støtte tillod dem ærligt at udforske og udrede de følelser, der førte til tanken om selvmord. Mig bekendt mistede han aldrig en patient på grund af selvmord.

Over for psykisk sygdom er perspektivet svært at fastholde. Depression og angst er de store isolatorer, og hvis du allerede føler dig afskåret fra en verden, der ser ud til at fungere meget bedre, end du er i øjeblikket, er det en let antagelse at antage, at folk måske har det bedre uden dig, og at du er den eneste der har smerter. Det er utvetydigt falsk.

Det, der findes i den ødelæggende kløft af en elskets selvmord, er intet andet end mere smerte, flere spørgsmål, mere uro og mere sorg. Præsten, der præsiderede over min brors tjeneste, bemærkede: 'Hvis alle, der nogensinde var blevet misbrugt [eller som havde] stjålet, løjet, begået utroskab eller skammet sig over noget, de gjorde, begik selvmord, ville vi alle være døde.'

Selvom de problemer, som min bror stod over for, måske ikke var nemme at løse eller acceptere, ville de have været uendeligt nemmere at navigere sammen end at prøve at klare sig uden ham. De minder, jeg nu har, er præget af en grå tvivl. Jeg undersøger billeder af os smilende. Var vores lykkelige tider sande? Jeg undrer mig. Var de rigtige? Jeg kan kun håbe.

Hvis historierne i dit hoved giver dig grund til at tro, at selvmord er en god idé, så del dem gerne med nogen. Uddybning og samarbejde kan hjælpe dig med at skabe en anden konklusion på din historie. Det er måske ikke en eventyrlig slutning, men det bliver ikke en tragedie. Sammen skriver vi vores livs historier. Sammen kan vi alle gå fremad.