De egenskaber, der manifesteres af en god forælder, er de samme som dem, der er karakteristiske for en god terapeut. Dette skyldes, at forældre og terapeuter er involveret i en lignende stræben: at støtte og opmuntre til vækst og udvikling af et unikt og selvstændigt menneske. Denne opgave er naturligvis mere formidabel i forældresituationen sammenlignet med terapisessionen. Ikke desto mindre er der noget at lære af forældre, hvis de undersøger de egenskaber, som gode terapeuter udviser, og de måder, de forholder sig til deres klienter på.

Hvad er egenskaberne ved en god terapeut?

Forskning i, hvad der gør psykoterapi effektiv, har vist, at det vigtigste element, der bevirker terapeutiske fremskridt, er et godt samarbejde mellem terapeut og klient. Terapeutens personlige egenskaber sætter i høj grad tonen og den følelsesmæssige påvirkning af terapiprocessen. Det samme gælder for familien, hvor forældrenes personlige karakteristika er den primære indflydelse på hjemmets følelsesmæssige klima.

En god terapeut er ægte og autentisk

Det er vigtigt at være åben og ikke-defensiv. Ikke at have en dømmende holdning og være medfølende og ligefrem i kommunikationsstilen er også vigtigt. En god terapeut passer ikke klienter ind i en bestemt teoretisk ramme eller model, men forholder sig i stedet til dem som rigtige mennesker. Den ideelle terapeut afholder sig fra at sætte social konformitet over en klients personlige interesser. I stedet for at forsøge at fjerne eller dække over følelsesmæssig smerte for at passe klienter ind i samfundet, er det vigtigt at hjælpe dem med at lære at klare livets realiteter og bevare deres individualitet. Den gode terapeut er interesseret i at lære af klienterne og føle med dem og er villig til at opleve de smertefulde personlige sandheder, klienter afslører i løbet af behandlingen. Denne åbne holdning og tilgang til klienter, sammen med terapeutens evne til at få adgang til og regulere sine egne følelser, tillader ham/hende at være i harmoni med de dybeste niveauer af klientens verbale og nonverbale kommunikation.

I et forældre/barn forhold skal barnet relateres til som en virkelig person af en virkelig person. Det er afgørende for børns tidlige udvikling, at de er i stand til at se ind i øjnene på en virkelig person og se sig selv nøjagtigt reflekteret tilbage til dem. Når forældre har fået mening i deres egen barndom ved at se ind i deres fortid, mærke den smerte, der vækkes, og endelig ved at have indsigt og forståelse for, hvad de oplevede, er de ikke længere afskåret fra deres barn selv. De er så i stand til at forholde sig til deres børn med sand empati og forståelse. Gode ​​forældre er interesserede i at kende deres børn, ikke at forme dem til at være som dem eller at være en særlig måde at reflektere over dem på. Barnets individualitet og unikke karakter er vigtigere end en samfundsnorm.

En god terapeut r glæder sig som en ligeværdig og ikke fra en overordnet rolle
Effektiv terapi finder sted i sammenhæng med en respektfuld, ligeværdig terapeutisk alliance mellem to individer. En terapeut fungerer ikke som en alvidende læge til en ringere klient. Han/hun antager ikke en holdning af almagt eller nedladende. I stedet for at spille en rolle, er terapeuten fuldt ud bevidst om, at både han/hun og klienten er mennesker, der fortjener samme respekt. Psykoterapiens lighed er tydelig i dens iboende ikke-påtrængendehed; altså i terapeutens anerkendelse af en klients grundlæggende værd og ret til en individuel tilværelse.
På samme måde udspiller gode forældre ikke forældrerollen. De forholder sig til deres børn med respekt i stedet for at tilbyde rollebestemte forældrereaktioner. Selvom et barn åbenbart ikke er deres mødres eller fædres lige med hensyn til fysisk størrelse, magt, viden eller kompetence, er det vigtigt, at forældre ikke udnytter disse forskelle til at udnytte, overmande og intimidere deres afkom. Forældrenes alvidenhed har en tendens til at få barnet til at føle sig unødigt lille, svagt eller underlegent.

En god terapeut jeg er konsekvent

En terapeut giver konsistens og stabilitet. Ideelt set har terapeuten evnen til at være nærværende og er komfortabel med følelsesudtryk. Terapeuten skal have modenheden til at suspendere sine egne behov og prioriteter under sessionen, så hans/hendes svar på klientens kommunikation kan opbygge tillid. På tidspunkter, hvor terapeuten er forkert indstillet og reagerer på en måde, der forstyrrer den terapeutiske alliance, erkender han/hun denne fejl og 'taler det igennem' med klienten for at reparere bruddet på deres forhold og komme videre med terapien. Denne gennemlæsning involverer, at terapeuten har et dobbelt fokus, hvor en del er på deres interne oplevelse og en anden er klientens oplevelse. Terapeuten inviterer klienten til at udtrykke, hvordan han/hun oplever bruddet og validerer hans/hendes virkelighed for, hvordan han/hun oplevede hændelsen. Terapeuten kan derefter genoprette relationen og forbindelsen med klienten.

I forhold til børneopdragelse er forældrenes modenhed og konsistens vigtig for at skabe tillid. Forældre er nødt til at modstå regressive tendenser i deres egen personlighed for at fremme sikkerheden i deres afkom. Og når forældre er forkert indstillet på deres børn og reagerer på måder, der er sårende, kan de erkende deres fejl, indlede en samtale, hvor deres børn kan tale om deres følelser omkring det og dermed genskabe tilliden i deres forhold til deres børn.

En god terapeut e udviser ærlighed og integritet

Det er vigtigt, at en terapeut fører sit personlige liv med integritet og personlig ærlighed. Fordi klienten er i en så sårbar position, bliver han/hun påvirket af finesserne i en terapeuts interpersonelle måde at forholde sig på, når en terapeut mangler integritet.

Børn er også ekstremt sårbare over for deres forældre og er følsomme over for variationer i deres forældres adfærd, og når de står over for deres forældres dobbelthed og løgne, lider de alvorlige stød på deres egen følelse af at være. De idealiserer ofte forælderen for egen regning. For at føle sig trygge ændrer de deres egen virkelighed og bøjer sig ud af form for at tro på deres forældres synspunkt. Derfor bør forældre stræbe efter at handle ansvarligt, med integritet, i alle deres foreninger og ikke tillade, at hykleri og dobbeltmoral kompromitterer deres værdighed og selvrespekt.

En god terapeut er en rollemodel

I terapiforløbet fungerer terapeuten utilsigtet som rollemodel for klienter. Han/hun modellerer en interesse i selvudforskning, en accepterende holdning til følelser og evnen til at regulere følelser og adfærd. Terapeuten udviser også en måde at forholde sig til en anden person på, som er respektfuld, medfølende og ligeværdig.

I forældre/barn-forholdet observerer barnet ivrigt hvert aspekt af forældrenes personlighed for at lære, hvordan det skal være. Forældreskab medfører ansvaret for at vide, at alt, hvad forældre gør, tjener som model for den slags person, deres barn vil blive. Forældres følelser om sig selv overføres utilsigtet til barnet. Det vigtigste, forældre kan gøre for deres børn, er at udvikle sig selv, så de virkelig har det godt med sig selv.

Hvad sker der i terapien?

Der bliver lyttet til klienten med en følelse af spørgende
Den terapeutiske proces er i bund og grund en undersøgelse, hvor terapeuten lytter med empati og medfølelse i et forsøg på at lære og forstå klienten. Terapeuten suspenderer dommen, mens han intuitivt søger, undrer sig og spørger: 'Hvordan har denne person det?' 'Hvad oplever denne person?'

Det er overraskende svært for forældre at lytte på denne måde. Ofte skelner forældre ikke mellem sig selv og deres børn, 'fordi denne lille person kom fra mig, så må han/hun være ligesom mig.' I stedet for at se deres barn som det genetisk unikke individ, han/hun virkelig er, ser de sig selv, som de var i deres egen barndom. Når dette er tilfældet, føler et barn sig ikke set. Men når forældre har en følelse af spørgende i forhold til deres barn, er de både fascineret af og levende for fremkomsten af ​​en unik personlighed. Når dette er tilfældet, føler et barn sig valideret.
Klienten er fri til at sige og føle hvad som helst i en atmosfære af accept og interesse.

I psykoterapi er der stor vægt på ytringsfrihed og følelsesfrihed. I terapimiljøet er klienterne i stand til at udtrykke sig uhindret af logikkens eller censurens regler. Dette giver dem mulighed for at tænke klart og få indsigt i sig selv. Terapeuten afstår fra at straffe eller afvise klienter for deres kommunikation, uanset hvor forvrænget eller negativ den er. Klienter kommer til at forstå, på et følelsesmæssigt plan, at enhver tanke eller følelse er acceptabel. Forældre har ofte problemer med at skabe en atmosfære af accept med deres børn. Forældres uløste problemer fra deres egen barndom gør det svært for dem at acceptere hele rækken af ​​deres barns følelser og tillade deres barns følelsesmæssige reaktioner.